Mit navn er Jannie, og jeg er skribenten bag svingfjer – et lille kommunikationsbureau i Herning med fokus på at formidle dine historier.  

2. april 2020

Skriv bedre online

Find tips og tricks til hvordan du kommer godt i gang med at skrive online tekster til din hjemmeside og blog.


Huskeliste: Før du begynder at skrive

Stil dig selv disse fire spørgsmål før du begynder at skrive din tekst. De vil hjælpe dig til at holde fokus på det vigtigste og give dig en klar retning:

Hvem skal bruge din tekst

Hvad skal de bruge din tekst til?

Hvilket centralt spørgsmål er din tekst svar på?

Hvorfor er det relevant og brugbart

I praksis kan du skrive det øverst i dit Word-dokument, på en blok ved siden af dit tastatur eller på en post-it, du sætter på skærmen, mens du skriver. 


3 tips til bedre online tekster

Kend din målgruppe
I øvelsen ovenfor fik du kort defineret din målgruppe. Er der andet, der er vigtigt for dig at vide, om dem du skriver til?

Skriv kort og præcist
Når du går i gang med at skrive, skal du skrive det vigtigste først. En god huskeregel er, at de første to afsnit skal indeholde dine guldkorn. Hvorfor? Fordi du risikerer at miste din læser længere nede. Ikke fordi du skriver dårligt, men fordi læseren vil videre til noget andet.

Når du er færdig med at skrive, skal du læse din tekst igennem og slette alt det unødvendige. Din læser ønsker typisk en kort tekst, hvor de nemt kan finde det, de leder efter.

Skriv du i stedet for man
Skriv direkte og tag udgangspunkt i din kunde. Hvad får hun ud af det, du skriver? Javist, du har et budskab, du vil ud med, men du skal formidle det, så din læser føler, at det er skrevet til hende.


Gør din tekst læsbar

Det skal være nemt at læse din tekst. Vi skanner en hjemmeside efter godt indhold; sørgr for at dit indhold vækker læserens nysgerrighed.

1. Brug underoverskrifter
Dine øjne efter det, der står frem eller skiller sig ud. Sørg for at underoverskriften er klar og relevant – du må ikke skuffe dem, som bruger tid på at læse afsnittet.

2. Sæt op i punktform
Vi kan godt lide lister, fordi de er overskuelige at læse og nemme at anvende. Brug gerne tal – også under ti.

3. Vælg relevante billeder og grafik
Billeder skaber stemning, men brug dem kun, når de skaber værdi. Vælg lækre infografikker og relevante billeder som understøtter dit budskab.

4. Links
Links giver løfter om at læse mere. Gør det nemt for din læser at finde dine links: Brug understregning og drop "Læs mere her" – skriv i stedet, hvad der gemmer sig bag linket.


Få feedback – eller hjælp til at skrive

Vil du have godt indhold uden selv at skrive? Eller vil du gerne have feedback på det, du har skrevet?
Lad os finde den løsning, der matcher dig og dine behov.

Find mig på svingfjer.dk
Share on LinkedInShare on Instagram